Pedestrian Counting til bymidter og handelsgader

En lørdag i november. Handelsstandsforeningen mener, at der er kommet færre mennesker i gågaden, siden den nye parkeringsordning trådte i kraft. Ejeren af det store hjørnelokale mener det modsatte og vil have lejen op ved genforhandling. Kommunen har et tal fra en manuel tælling foretaget en tirsdag i 2019. Ingen af parterne kan dokumentere noget. Det er præcis den situation, hvor pedestrian counting holder op med at være et teknisk emne og bliver et forhandlingsværktøj. Kontinuerlig fodgængertælling på gadeniveau giver det eneste tal, alle tre parter er nødt til at acceptere, fordi det er målt på samme måde hver dag, i alle vejrtyper, uden nogen bag tællingen med en interesse i resultatet.

Butiksdøren fortæller kun halvdelen af historien

De fleste kæder har allerede tællere i deres egne indgange. Det er et godt udgangspunkt, men det måler kun dem, der allerede har besluttet sig for at gå ind. Når tallet falder 12 procent i en bymidtebutik, ved man ikke, om det skyldes gaden eller butikken. Måske gik der 12 procent færre forbi. Måske gik der lige så mange forbi, men facaden, vareudstillingen eller åbningstiderne fangede færre af dem.

Først når man har begge tal, gadetrafikken og indgangstællingen, kan man regne en fangstrate ud: hvor stor en andel af de forbipasserende går faktisk ind. Det er det nøgletal, en retaildirektør kan styre på. En butik med lav fangstrate på en travl gade har et butiksproblem. En butik med høj fangstrate på en stille gade har et placeringsproblem, og det løses ikke med flere medarbejdere på gulvet.

Pedestrian counting på åbne gader er en anden disciplin end tælling i en dør

En butiksindgang er en kontrolleret situation. Folk går gennem en åbning på to til tre meter, i én retning ad gangen, under et loft med stabil belysning. En handelsgade er det modsatte: 12 til 18 meter bred, direkte sol fra siden om morgenen, regn, sne, paraplyer, barnevogne, cykler, der trækkes, og grupper, der går fem på række. Dertil kommer, at folk på en gade ikke bare passerer én gang. De går frem og tilbage, stopper ved et vindue, vender om.

Det betyder, at man skal beslutte sig for, hvad man måler, før der skrues en eneste sensor op. Tæller man passager over en tællelinje, får man et flowtal, der er glimrende til at sammenligne gadestrækninger og tidspunkter, men som vil tælle den samme person to gange, hvis vedkommende vender om. Tæller man tilstedeværelse i en zone, får man opholdstid og belægning på en plads eller foran et torv, hvilket er mere relevant for events og for facility management. De to tal svarer på forskellige spørgsmål, og de bør ikke lægges sammen i en rapport.

Udendørs, vejrbestandige sensorer er bygget til netop den situation og kan dække brede gader og pladser, men nøjagtigheden afhænger af forholdene mere end indendørs. Et realistisk kontraktkrav ligger på minimum 96 procent, og under gode forhold med stabil belysning, fornuftig monteringshøjde og almindelig gangadfærd ligger tællingen typisk på 98 til 99 procent. Et leverandørløfte om en fast procent uanset vejr og lysforhold bør få en IT-direktør til at stille opfølgende spørgsmål.

Det, man lærer efter den første vinter

Den fejl, der oftest går igen i udendørsprojekter, er ikke sensorvalget. Det er monteringen. En sensor, der er sat for lavt på en lygtepæl for at spare på liften, får sit synsfelt skåret af en varebil, der holder og læsser af hver morgen mellem otte og ti. Netop i de to timer tælles halvdelen af gaden ikke, og ingen opdager det, fordi dagstotalen stadig ser plausibel ud. Den slags huller bliver først synlige, hvis systemet overvåger sensorernes tilstand og tællemønster løbende og flager afvigelser, før de når frem i en månedsrapport. I VemCount er den sensorovervågning indbygget, og det er en af de funktioner, der sjældent nævnes i udbudsmaterialet, men som afgør, om tallene kan bruges i en lejeforhandling to år senere.

En anden erfaring: tæl ikke kun på det travleste sted. De interessante konklusioner kommer fra forskellen mellem tællepunkter. Hvis 9.000 personer passerer den nordlige ende af gaden og 4.000 den sydlige, er der 5.000 mennesker, der forsvinder et sted midtvejs. Ind i en sidegade, ind i et parkeringshus, eller fordi strækningen simpelthen ikke er attraktiv nok til at gå videre. Det er præcis den type indsigt, der kan flytte en kommunes investering i belægning og belysning fra den ene ende til den anden.

Hvem skal have tallene, og i hvilken form

Fodgængertælling i en bymidte har usædvanligt mange modtagere, og de har brug for forskellige udsnit af de samme data:

• Udlejer og ejendomsinvestor: trafik pr. facademeter pr. år, så omsætningsbaseret leje og genforhandling bygger på målt gadetrafik frem for skøn. Flere ejendomsselskaber kombinerer tallene direkte med lejeadministrationen i VemLease, så en lejers reelle eksponering ligger ved siden af kontraktens løbetid.
• Retaildirektøren: fangstrate pr. butik og pr. time, så åbningstider og bemanding følger, hvornår gaden faktisk er fuld, ikke hvornår man tror den er.
• Facility management: belægning på pladser og ved indgange til parkeringshuse, så rengøring, affaldstømning og vintertjeneste planlægges efter trafik frem for efter kalender.
• Eventansvarlige: før-under-efter-sammenligning af julemarked, modenat eller lørdagskoncert, målt som ekstra passager og som ændret opholdstid, ikke som en skønnet publikumsmængde fra scenen.
• IT: ét people counting system, der er sensoruafhængigt, så kommunens eksisterende udendørssensorer og kædernes indendørs tællere fra Xovis, Milesight, Hikvision eller AXIS kan rapportere ind i samme platform uden parallelle datasiloer.

Det sidste punkt er ofte afgørende for, om projektet overlever de første budgetforhandlinger. Et bymidteprojekt har typisk tre til fem interessenter, der hver har indkøbt teknologi på egen hånd. Hvis platformen kræver, at alle skifter sensorer, dør projektet. Hvis den kan samle de eksisterende tællinger, inklusive AI-sensorer, der kan skelne børn fra voksne og estimere aldersfordeling, og præsentere ét sæt tal, har det en chance.

Fra gadetrafik til beslutning

Tallene bliver først værdifulde, når de kobles til noget andet. Gadetrafik alene siger, at der kom 14 procent flere forbi i uge 48. Gadetrafik sammenholdt med indgangstællinger og POS-data siger, at de 14 procent ekstra ikke gik ind nogen steder, fordi de var på vej til julemarkedet på torvet og hjem igen. Det er to meget forskellige konklusioner for en butikskæde, der overvejer at betale for at deltage i næste års event. Pedestrian counting leverer det første led i den kæde, og det er grunden til, at besøgstælling på gadeniveau bør designes med integration til salgsdata og BI fra starten og ikke som et selvstændigt dashboard, nogen ser på en gang om måneden.

Ofte stillede spørgsmål

Hvordan tælles fodgængertrafik? Udendørs tælles fodgængere typisk med vejrbestandige 3D- eller AI-sensorer monteret i højden på facader eller master, der registrerer personer, som krydser en defineret tællelinje eller opholder sig i en zone, uden at identificere den enkelte. Sensordata sendes til en platform som VemCount, der omregner rå registreringer til passager pr. time, retning, belægning og opholdstid, filtrerer personale fra og overvåger, om hver sensor leverer som forventet. Nøjagtigheden ligger kontraktligt på minimum 96 procent og typisk på 98 til 99 procent, når lys, montering og gangmønstre tillader det.

Står I over for en lejeforhandling, en eventevaluering eller en diskussion om parkering og trafik i bymidten, hvor alle parter har en holdning, men ingen har tallet? Så kontakt Vemco Group, og lad os gennemgå, hvor sensorerne bør sidde på jeres gadestrækninger, og hvordan gadetrafik, indgangstællinger og salgsdata kan samles i én rapport, I kan lægge på bordet.